BAKKELØB I MIDTJYLLAND ER DANMARKS HÅRDESTE I 2009

[OBS! Ny kåring for 2010. Se her!]
Danskebjerge.dk har igen i år gennemgået de største og mest kuperede løb for motionister på to ben. Resultatet er bl.a., at der er udskiftning helt øverst på listen.

Skovene omkring Silkeborg rummer ikke blot Himmelbjerget og andre høje tinder i landskabet. De gemmer også på et meget udfordrende motionsløb: Midtjysk Bjergløb. Nu er løbet blevet kåret til det hårdeste motionsløb i Danmark i 2009.
Det meste af Midtjysk Bjergløb foregår i skov.


- Vi er både glade for og stolte over, at Midtjysk Bjergløb er kåret til Danmarks hårdeste, siger løbsarrangør Blaine Dyrlund.

Kåringen sker på baggrund af en mængde data, som Danskebjerge.dk har indsamlet om de største danske "bjergløb". Løbenes distancer varierer, og underlaget kan være både grus og asfalt, men fælles for løbene er, at de foregår i meget kuperet terræn.

Sidste år var det Aalborg Brutal Marathon, der løb med førstepladsen på listen. Men i 2009 føjede arrangørerne af Midtjysk Bjergløb en maratondistance til programmet, og det gjorde udslaget. Midtjysk Bjergløbs nye maratonrute har knap 800 højdemeter. Det er ca. 200 mere end den traditionsrige maratonrute i Ålborg.

- Vi mærker en enorm interesse for vores ekstremløb og fornemmer, at efterspørgslen efter denne type løb er stigende. Derfor valgte vi også at tilbyde en maratonrute, og nu er den nok kommet for at blive, siger Blaine Dyrlund.

Hele listen over de mest kuperede motionsløb i Danmark kan ses på adressen danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm. Som noget nyt er løbene rangeret efter en skønsmæssig vurdering af deres hårdhed. Under listen kan man læse mere om, hvilke kriterier der er brugt ved kåringen. Kig også forbi Danskebjerge.dk's BaqqeFaq, hvor der er en lille uddybning af kriterierne.