|
|
|
Sært fænomen: FORTIDENS KYSTER HAR SKABT NORDLIGT BAKKEPARADIS Havet er definerende for landskabet nord for Limfjorden - også på steder, hvor havet ikke ses
At rejse fra Fyn op til Thy er lidt som at rejse fra Oslo op til Sognefjellet. Landskabet bliver gradvist mere spektakulært, på destinationen er man omgivet af skønhed, og når man rejser sydpå igen, er det med en følelse af antiklimaks. Den største kontrast opnår man ved at drage til Thy ad den korteste vej, dvs. via Viborg, omtrent langs hærvejen. På denne strækning kører man vest om Søhøjlandet, Mariager Fjord og Rebild Bakker og oplever ikke mange kraftige højdeforskelle, før man nærmer sig Limfjorden. Da ser man nogle vældige volde rejse sig i terrænet. Ikke så høje som Galdhøpiggen, men nok til at få én til at føle sig lille. De står nogle steder klinet op ad vejene, som var de støjvolde langs en motorvej, men de er ikke støjvolde - de er ganske og aldeles naturskabte. Hvordan? I første omgang kan vi røbe så meget, som at deres tilblivelse hænger sammen med havet.
Bakkerne og bølgerne Havet er utroligt nærværende i Thy og i naboegnen Hanherred. Mod syd er der Limfjorden med dens lave vand og krogede kystlinje. Mod nord og vest bruser Skagerrak og Vesterhavet og spiser af landet uden at spørge om lov først. Havets blå ligger ofte skjult bag bakker. Når man kommer op på bakketoppene, åbenbares vandet, og helt nye landskaber tegner sig. Det er dét, der gør dette hjørne af Nordvestjylland så betagende: Idet man bevæger sig rundt, får man øje på perspektiver og terrænformer, som man få øjeblikke tidligere ikke kendte eksistensen af. Måske fanger øjet også en bro eller en færge. Dem er der nemlig en del af i Thy og Hanherred, for der er øer og landtanger, som skal forbindes. Men faktisk var Limfjordsegnen engang et ørige i endnu højere grad end i dag. Det var i den tidlige stenalder, hvor det såkaldte Littorinahav dækkede store dele af det nuværende Nordjylland. Bølgerne slog mod øernes kyster og dannede kystskrænter. Og der er vi så tilbage ved de volde, vi var inde på i indledningen. Havets efterladenskaber For disse volde er indlandsskrænter, altså skrænter og klinter, som der var hav for foden af for 7.000 år siden. Havet har siden trukket sig væk, og de områder, man ser nedenfor skrænterne, er stenalderens flade havbund. Denne havbund ligger højere i terrænet nu end dengang, fordi der er sket en landhævning, og dermed har vi altså fået denne iøjnefaldende kombination af fladt terræn (kaldet marint forland) og stejle, langstrakte bakkeformationer.
Det måske lidt paradoksale er så, at Thy og Hanherred ikke rager specielt meget i vejret, når man kigger på landskabets absolutte højde. Ashøj i det sydvestlige Thy er det højeste punkt med 93 meter over havet. Men som man kan læse om mange steder på Danskebjerge.dk, så er det langt fra altid den absolutte højde, der er det bedste parameter til at vurdere et bakkelandskab på. Forhold som højdeforskel og bakkers stejlhed er ofte mere sigende, og netop hvad dét angår, er Thy og Hanherred virkelig godt med. Mod syd aftager magien Drager man sydpå via Thyholm, kommer man til en mindre kuperet del af Jylland. Nærheden til Vesterhavet kan stadig nydes, men jeg føler, at der mangler noget. Jeg savner bakkerne og det komplekse fjordlandskab. Det er lidt som at bevæge sig fra højfjeldet ned til det sydligste Norge. Der er stadig kønt omkring én, men den magi, der ligger i de dramatiske højdeforskelle, er forduftet.
Fotos: Danskebjerge.dk. Citér venligst Danskebjerge.dk ved gengivelse af informationer fra artiklen. Læs mere: Sådan ændres landskaberne | Hammer Bakker nær Aalborg | Foranderlige toppe på Fanø | Kuperede småøer | |||||||||
