|
|
|
Store naturkræfter: ISNENDE VINTRE GIVER INDSIGT I ISTIDEN Det kan måske være svært at forestille sig, hvordan istiden skabte det danske landskab for over 10.000 år siden. Men i en kold vinter - som den, vi havde i starten af 2026 - ses fænomener, som minder om det.
Sneen lægger sig over markerne, og isen knuger søer og farvande. Varer frosten ved, kan broer og andre anlæg ved bredder og kyster tage skade, fordi isen presser sig ind mod dem. Sådan kan en hård dansk vinter tage sig ud. Men det er - i en anden skala - også den proces, som kendetegnede istiden, hvor enorme gletsjere møvede sig fremad og skubbede materiale foran sig og ud til siderne. Da gletsjerne svandt ind, lå et forandret landskab tilbage. Et sjældent nutidigt eksempel på isens bevægende kraft kan i foråret 2026 ses på kysten i Nykøbing Bugt i Odsherred. Ved Anneberg ligger en stor sten, som er blevet skubbet op på stranden af havisen ved vinterens slutning. Flytningen af stenen skyldes såkaldte isskruninger, hvor vind og strøm har presset isen sammen. Men fænomenet er i store træk det samme, som fandt sted i gletsjernes tid.
Stenen, der angiveligt kaldes "Bornholm", er en gnejs, der vejer 2-3 tons. Den er blevet transporteret knap 50 meter. I marts 2026 kunne man endnu studere striberne i sandet efter transporten. Praktisk talt alle danske sten er blevet bragt hertil af gletsjere fra nord og øst. Den største er Dammestenen nær den østfynske kyst. Den er 400 gange så stor som "Bornholm", så den is, der har flyttet den, har været betydeligt mere omfangsrig end vinterens is i Nykøbing Bugt. Måske er Dammestenen endda blevet flyttet ad flere omgange. Klik dig vej gennem et galleri med en håndfuld kæmpesten her: 
Store sten (1/6): Lyngestenen, Midtsjælland I øvrigt kan man på den side af "Bornholm", der vender ind mod land, se en ophobning af sand. Det er sand, som er blevet flyttet sammen med stenen. I miniformat er dette en nutidig randmoræne, altså en mængde løst opskubbet materiale, som danner en bakke i landskabet, sådan som man ser det mange steder i Danmark, ikke mindst i netop Odsherred. Andre små udgaver af istidsprocesser kan navnlig iagttages, når vinteren lakker mod enden. På f.eks. grusstier med hældning kan der være smeltevand, der løber ned og graver lange fordybninger i underlaget. Dette er en parallel til situationen i f.eks. Rebild Bakker i Nordjylland. Her blev de sandede skråninger ud mod ådalen udsat for kraftig afsmeltning ved istidens slutning, og derfor er der i dag adskillige lange slugter med stejle sider i Rebild Bakker.
Et andet fænomen, der er knyttet til istidens afslutning, er dødis. Dødis er gletsjeris, der er blevet adskilt fra gletsjeren og nu ligger og smelter bort for sig selv (det er "dødt"). Sådan noget forekommer ikke i nutidens Danmark, men man kan alligevel få en forståelse af mekanismen i dødis ved at betragte en stor snedrive. Efter nogle dage uden nedbør bliver snedriven beskidt (der lægger sig grus og andet småt materiale på den), og når sneen smelter væk, ender snavset på jorden. Det fylder ikke meget i landskabet, men hen mod istidens afslutning kunne ismasserne være enorme, og dermed var mængderne af sten, grus, sand og ler, som sad i isen, også betragtelige. De blev til sidst aflejret og blev til bakker. Sådanne dødislandskaber møder man bl.a. på Vestfyn og omkring Maglesø på Midtsjælland.
| |||||||||||||||
