|
|
|
Baggrund: Det er svært at finde grundige analyser af Ærøs geologiske tilblivelse. Jo, det ligger fast, at et af istidens markante gletsjerfremstød, Bælthav-fremstødet, passerede området fra sydøst. Isen herfra har præget dannelsen af bakkerne. Men konkrete randmoræner og tunneldale, som har formet mange af de øvrige danske højdedrag, er der tilsyneladende ingen spor af på Ærø. Mere sikker viden har man om Ærøs udvikling, efter at istidens gletsjere forsvandt. Man har nemlig fundet adskillige stenalderbopladser rundt omkring i Det sydfynske Øhav. Det viser, at området var tørlagt i en periode, og at der altså ikke var hav uden om det nuværende Ærø. Fænomenet må skyldes, at jorden, der havde været trykket ned af gletsjerne, hævede sig efter istiden. En anden følge af istidens ophør var stigende havniveau. For efterhånden var også de store iskapper nord for Danmark begyndt at smelte, og det betød, at havspejlet igen indhentede landhævningen. Dermed blev stenalderens bopladser oversvømmet, og småøerne syd for Fyn fik deres nuværende kyststrækninger.
Men mennesket har også selv været med til at præge Ærøs udseende. Flere steder er der sket inddæmninger. Det største inddæmmede område er Gråsten Nor, som blev tørlagt i 1856. Dette betød, at Marstal og omegn nu blev en egentlig del af Ærø, hvor det tidligere var en smal landstribe, Drejet, som var eneste forbindelsesled.
Synneshøj befinder sig på Ærøs "rygrad". Fra begge øens flanker stiger terrænet op i en højde af over 50 meter. Denne højt beliggende midterakse, der er godt 10 km lang, rækker fra Dunkær i sydøst til Søbygård i nordvest. Kulminationen er den nævnte Synneshøj, som også ligger nær Ærøs skrappeste stykke asfaltvej, Øster Bregningemark. Den stiger 3,75% i snit på en 1,6 km lang strækning, og på visse partier af vejen går det opad med næsten 10%. Også stigningerne op til Tranderup og Dunkær er ganske seje - begge starter cirka ved havniveau og har en højdeforskel på lidt over 50 meter.
Klinten, der ligger på øens sydvestlige side og er over 5 km lang, byder på formidabel natur, men også nogle stejle skråninger og stier. Der er 41 meter fra havet og op til klinteområdets højeste sted - en god basis for udfordrende løbeture. Godt nok er flere af stierne ikke meget større end en fodbredde, og nede ved kysten er der generelt for stenet til løbesko. Men i kraft af de nævnte terrasser er der mulighed for at løbe langs med klinten og alligevel få nogle gode højdemeter op under neglene. (Alle fotos: Danskebjerge.dk) | |||||||||||||||||||||
