SKABELSEN / DEN SIDSTE IS - Danskebjerge.dk

4. DEN SIDSTE IS

Et begreb, der er forbundet med istidens afslutning, men alligevel præger nutidens danske landskab, er dødis.

Dødis er ismasse, der efterlades, når en gletsjer smelter og går i opløsning. Den slags tilbagebleven is kan have et enormt omfang, men alligevel er isen "død", fordi den er adskilt fra gletsjeren og dermed dennes bevægende kraft. Fænomenet svarer til, at når sneen smelter på en mark eller hjemme i din have, så vil der ofte ligge mindre snedriver tilbage i nogen tid (typisk dér, hvor der er skygge).

I istiden kunne store klumper dødis blive liggende i op til tusinder af år, beskyttet mod tøvejret af omgivende moræneaflejringer. Da klumperne omsider forsvandt, efterlod de sig dybe huller i landskabet. En del af disse er i dag søer. Et eksempel på et dødislandskab er det stærkt bakkede område ved Maglesø nær Ugerløse på Sjælland.


Udsigt fra nord ud over Maglesø en forårsdag med let dis. Fra den mark, hvor billedet er taget, falder landskabet drastisk (ca. 20% i snit) ned mod søen, som er et såkaldt dødishul.	Dødislandskaber er ofte meget "puklede", idet de består af mange adskilte, markante bakker. Her et eksempel fra området lige øst for Maglesø. I baggrunden ses det flade landskab, der hurtigt tager over i østlig retning.

I dødislandskaber som det ved Maglesø finder man også tit issø-bakker. Disse bakker er skabt lidt på samme måde som åse. Forskellen er, at hvor åsene er afstøbninger af smeltevandsfloder, så er issø-bakkerne afstøbninger af relativt små, midlertidige søer, som bestod af smeltevand fra omkringliggende død-is. Issø-bakkernes tilblivelse kan illustreres således:

	1. Afsmeltningen af dødisen sker uregelmæssigt. Derfor opstår der små søer imellem dødisklumperne. I bunden af disse aflejres ler, grus og sand, som bliver tilført via smeltevandet.
	2. Al is og smeltevandet er borte. Tilbage står aflejringerne, der efterfølgende afrundes af erosionen. At der oprindeligt er tale om en issø, kan bl.a. ses ved, at bakken har stejle sider, men en næsten flad top.

Da Weichsel-istidens gletsjere slap grebet om Danmark, efterlod de sig et terræn, der i store træk ser ud som dét, vi kender i dag. Godt nok skete der fortsat erosion, altså flytning af ler, sand, grus og sten, og vandstand og havbund hævede og sænkede sig. Men de bakker og dale, som Danmark nu bugter sig i, kan vi primært takke Weichsel-istiden for.

På næste side er en sammenfatning af isens bevægelser og dens "efterladenskaber".
Fortsæt til >> Afsnit 5: Istiden set fra oven

Alle fotos: Danskebjerge.dk